| Notater |
- Citat fra Karoline Jessings slægtsnotater:
Da Jens Christian og jeg jo var fætter og kusine, har vi samme slægt pÃ¥ Jens Chr.'s fædrene og min mødrene side. Vore bedsteforældre kom fra Fyn til Rodebæk, Fåborg Sogn pr. Varde. Der er både Jens Chr.'s far og min mor født. Vores bedstefar hed Lars Jensen, kaldet "Las Post" Vores bedstemor hed Karen Marie. Hun døde ung, vistnok af tyfus. Min mor var, så vidt jeg ved, omkring konfirmationsalderen dengang. De havde en lille landejendom, og så var min bedstefar landpost. Han gik ud fra Varde og helt ud til Hejnsvig og Donslund og tilbage til Rodebæk, en lang spadseretur på een dag. Bedstefar var med i krigen 1848 og 1864 og fik tapperhedsmedalje. Jeg husker ham kun svagt, da jeg kun var ca. 4 år, da han døde.
Kampen for det daglige brød på den karrige hede
Artikel i Folkebladet Sydjylland, 2. januar 1978
Den 82-årige fru Karoline Jensen, Storegade 44, Holsted St. er en af de efterhånden kun få, der endnu tydeligt husker hedens opdyrkning, kampen for det daglige brød på den karrige jord. Om sin fattige, men lykkelige barndom på en hedeejendom fortøller hun:
Da mine forældre blev forlovet, fik min mor ingen guldring. Det passede sig ikke, når de skulle bo på heden, men en gave gav far hende dog en smuk sølvbrystnål, som nu er i mit eje. I 1890 købte mine forældre 28 tdr. land hede lidt nord for Bjøvlund Plantage vest for Holsted. Huset blev opført af brugte sten, stuehus og stald i en længe, men ret rummelig efter den tids forhold: To små stuer, sovekammer og et stort spisekøkken med en stor ovn til at bage rug- og sigtebrød i, et lille spisekammer og en forstue.
Min mor flyttede ind med et godt udstyr: 4 dyner, 4 hovedpuder og 2 langpuder, alt vøvet af uldgarn, som mor selv havde spundet. Desuden havde mor 12 par hjemmestrikkede strømper af uldgarn. De blev senere trævlet op og strikket om til børnene, hvoraf det første kom knapt et år efter.
Far mÃ¥tte i flere år gå ud i dagleje hos gårdejerne i Tvile og Grene. Heden skulle jo opdyrkes, før den gav afgrøde. Far havde mergel-ret i vores nabos jord, vistnok en dårlig mergel, men "koge" kunne den da, når der blev hældt saltsyre på. Det var den eneste kvalitetsprøve, der blev gjort. Merglen lå dybt nede i jorden, så et tykt lag måtte "skummes af", så stod min far i den dybe grav og smed merglen op på et "lad" midtvejs oppe. Mor stod på det dinglende trælad og smed merglen hel helt op på jorden. Så blev merglen læsset på vognen og kørt hjem på marken, hvor lyngen i forvejen var svedet af. Merglen blev læsset af i små stakke, som mor senere spredte og far pløjede ned. Der blev sået rug, men det gav en kummerlig afgrøde i mange år. I de første år lånte far heste og vogn til arbejdet, som han så måtte gøre arbejde som betaling for. Senere fik mine forældre et studespand. SÃ¥dan blev nogle agre opdyrket hvert år.
Omkring århundredeskiftet blev studene udskiftet med to små russiske heste, og far fik en mælketur til Grene Mejeri. Kårene bedredes lidt.
Det, at vi fik heste, er det næstførste, jeg husker i min tilværelse. Jeg var da omkring 4 år. Det allerførste, jeg mindes, er at min bror bliver født. Jeg var da knap 3 år, og min far passede mig i stuen. Da vores nabokone kom ind og fortalte, at vi havde fået en lillebror, blev jeg så overvældet og slået ud, at jeg surmulende stod og gentog: "Smid ham ud på møddingen, put ham i kakkelovnen". Men senere blev det os, der legede sammen med "Volbekøer" (sten med hul i) og kludedukker.
Tiden gik, og jeg kom sammen med mine to søstre i skole. Jeg var over 7 Ãr, for der var en lang og dårlig vej til Tvile skole. Men da havde jeg længe læst "Ugens nyheder" fra ende til anden, både historierne samt et afsnit med sundhedsråd og et afsnit, som hed "For hjerte, sind og tanke". Straks første dag i skolen fik jeg salmen "Nu titte til hinanden" for som lektie samt et stykke bibelhistorie.
Den første vinterlærerinde husker jeg ikke meget om, hvorimod den anden lærerinde, tør jeg nok sige, fik betydning for hele livet. Dengang mÃ¥tte lærerinden påvirke børnene. Hun åbnede vores øjne for livsværdierne.
Sommeren efter mit 8. år syntes jeg selv, det var på tide, jeg kom ud at tjene. Det blev hos et par unge folk i nabolaget, som nylig var flyttet til egnen. Jeg havde det slet ikke ondt, men jeg hørte meget, som var fremmed for mig. Hjemme blev der aldrig bandet eller ført sjofel tale. Jeg var meget alene hjemme med de to små piger, en nyfødt og en på godt et år, som heller ikke kunne gå. Jeg husker engang, vi var ene hjemme, at jeg 8-årige skulle koge gule ærter til folkene, men den lille skreg og skreg. Endelig kom jeg i tanke om at give hende lidt "kroneessens" i en smule brændevin. Jeg husker ikke, om hun blev rolig.
Næste sommer tjente jeg hos min moster og onkel ved Gørding. Der var godt at være, men jeg længtes. Ofte gik jeg om bag laden, som vendte hjemad, og bad min aftenbøn, som mor havde sagt, jeg ikke måtte glemme. Der fik jeg lov at lave meeget håndarbejde, sy bukser og forklæder til børnene og strikke undertøj. Siden kom jeg ikke ud at tjene før efter min konfirmation, men de sidste tre somre, jeg var hjemme, gik jeg ud og lugede roer hos bønderne i Tvile. Første år fik jeg 75 øre pr. dag, det næste år 1 kr. og det 3. år 1,50 kr. Jeg følte mig rig. Det sidste år kunne jeg købe fin, ternet uldent stof til en ny kjole for de penge, jeg selv havde tjent.
Vinteren efter gik jeg til konfirmationsforberedelse i åstrup Præstegård, vi var to piger fra Tvile. Vi lavede et "nummer", som ikke glemmes. I løbet af vinteren ofrede vi børn to gange "frivilligt" til præsten. Jeg fik begge gange 2 kroner med. Første gang fik præsten de 2 kroner, men sidste gang talte min veninde og jeg om, at præsten jo nok havde penge nok (der var da tre tjenestepiger i huset), og vi to store piger ønskede os så forfærdeligt hver en "enkehue", som var udstillet i købmandens vindue oppe i Åstrup by, og den kostede lige 2 kroner. Vi købte hver en, så præsten fik ingen offer denne gang. Men det kneb jo at se ham ind i øjnene, da vi hilste af, og pengene skulle have vandret fra vores hånd over i præstens. Jeg havde ventet at få megen skænd hjemme, men mor mÃ¥tte vende sig om, hun kunne ikke betvinge et smil, sikkert meget mod sin vilje.
Selv om der ikke var meget plads i mit hjem, blev der også hjerte- og husrum til et fremmed barn. Min mors søster, som var ung enke med tre børn, blev syg og skulle dø, og min mor og hendes to søstre lovede hende på det sidste at tage hvert et af hendes børn til sig, så de blev i nærheden af hinanden. Vi fik i vores hjem en pige, der fyldte 7 år dagen efter, lidt yngre end min ældste søster. De blev snart uadskillelige. Senere fik vi to små søstre mere, så det hed altid de to store piger og de to små piger og så mig og min bror ind imellem.
Vi har haft et godt hjem. Mine forældre var så forskellige. Far var mild med et alvorligt sind, mor var glad og livlig. De glædede sig over medgang, og tog modgang som en tilskikkelse, f.eks. blev der ret ofte begravet en, ja endog et par gange to køer, slået ned fordi de havde tuberkulose. Man kendte ikke dengang til at få staldene desinficeret. Men vi nød aldrig en mundfuld mælk uden at få den kogt. Vi fik nu også kun sødmælk i kaffen. Det skete, at jeg sneg mig til at snuppe en mundfuld af kaffemælken, nÃ¥r mor ikke så det. Det smagte jo så godt, men det gav samvittighedsnag.
Vi slagtede hvert år et svin til jul, så måtte vi spise al den ribbensteg og pølse, vi kunne juleaften. Vi kendte ikke til julegaver, før de ældste af os kom ud at tjene, men der var højtid langt ind i sindet. I julen blev der kun arbejdet med det nødvendigste. Karter og spinderok blev sat til side og blev først taget frem igen efter helligtrekonger. Om aftenen fik vi pebernødder, og så legede vi gætteleg med pebernødder. De kunne vist efterhånden blive lidt svedige og sorte af barnefingrene.
Jeg mindes en julenat - jeg var vel 10-11 år. Jeg tilbød min far at afløse ham med at våge ved en griseso, som havde fået smågrise. Jeg sad der ene i halmen en hellig julenat, og sindet var så fuldt. Jeg tror ikke, jeg havde undret mig meget, om der var dalet en engel ned.
Der blev ikke givet os mange formaninger, men når vi skulle gå et ærinde til naboen, sagde mor: "Bliv nu ikke stående og vente efter at få noget". Når vi skulle ud at tjene, sagde mor blot. "Glem nu ikke Jeres Fadervor".
Der var så stille derhjemme pÃ¥ heden. Det var ligesom om, man "lyttede indad". Vi vidste godt, hvad vores forældre ventede af os, men selvfølgelig kunne vi da som andre børn blive uenige. Så var det altid mor, der gav os en lille en "på kassen"
Kun een gang har far været vred på mig, da jeg var en stor pige, mÃ¥ske 10-11 år. Jeg skulle vælte rugen, som stod i stok på marken, mens mine forældre sov til middag. Den skulle så køres ind, når roden var tør. Men så kom posten med "For mine små venner", et godt hæfte, jeg holdt for mine sparepenge. Jeg ville bare lige se titlerne på småfortællingerne og satte mig ned ved første skok, bare et øjeblik mente jeg. Men jeg glemte tid og sted og pligter, indtil sidste blad var læst og oh rædsel, far kom løbende med pisken. Situationen og min forseelse gik op for mig i al sin gru. Jeg styrtede afsted som vanvittig og tænkte - bare jeg dog døde. Mærkeligt, jeg ikke erindrer, hvornår jeg gik hjem, og hvad mine forældre sagde til mig.
Mor var efterhånden den i nabolaget, der gik bud efter, når en lille ny var i vente. Når hun før sengetid hængte en ren bomuldskjole og forklæde frem på sovekammerdøren, vidste vi godt, at hun snart skulle ud. Det varede ofte ikke længe, før der lød en sagte banken på sovekammervinduet, og en lidt ængstelig stemme kaldte: "Gine sover du, vil du skynde dig at komme". Et hestespand kørte efter jordemoderen, men der var langt, og det skete, at barnet var født, og mor og barn ordnet, før hun nåede frem.
Hjælp i huset efter fødslen kendtes ikke. Nabokonerne hjalp hinanden. Moderen skulle ligge 8 dage, og det var såmænd en tiltrængt hvile. Naboerne kom med barselspotte i et knytteklæde, først naturligvis barselskonegrød (smørgrød med sød øl), senere kom der sødsuppe, vælling og senere endog som oftest hønsekødsuppe. Vi børn fik naturligvis noget af herlighederne. Konerne kom ofte også med sigtebrød og en kaffekage.
Ved slutningen af min barndom, omkring 1908, begyndte en ny tid. Under påvirkning af Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg opstod den såkaldte "husmandsbevægelse". Der blev dannet husmandsforeninger, også hjemme blev der stiftet en forening med smed Thuesen, Tvile og gårdejer Th. Chr. Thomsen "Råkjærholm" som de ledende kræfter. Mændene og enkelte koner samledes rundt om i hjemmene. Der var mere hjerterum end husrum, men smalle bænke blev slået sammen i stuens længde. Der kunne sidde mange, og der blev drøftet og sunget sange, som "Du husmand, som ørker den stridige jord" og "Når vinteren rinder i grøft og i grav" m.fl. Husmændene fik mere kontakt med omverdenen, deres horisont udvidedes, de lærte mere deres eget værd at kende og tænkte mere selvstændigt på alle områder.
Det gav sig også udslag på det økonomiske. Jorden blev undersøgt og viste et stort behov for bedre mergling. Der blev foretaget prøver efter mergel og fundet endog i store mængder og fin kvalitet i "Råkjærholms" jord. Der blev stiftet et mergelsskab, og arbejdet blev overladt til et entreprenørselskab, sÃ¥ vidt jeg husker Hofmann, Esbjerg. Det blev stordrift og gav arbejde i flere år til mange mand. Det må have været i ca. 1912, det blev påbegyndt.
Ved den tid var jeg for længst fløjet fra reden, men det var nemt at se og mærke, at kårene i hjemmet bedredes. Jorden gav jo langt bedre afgrøder efter den nye mergel. Far fik en "aflægger" til at høste kornet med, et stykke blev bygget til laden, så huset nu var en vinkelbygning. Der kom en tærskemaskine, som var hestetrukket, samt en rensemaskine til at rense kornet med. Det var en stor lettelse for far, der før havde tærsket korn med plejl i de lange vinteraftener og renset det ved at "kaste" det med hånden ud over lo-gulvet. Ja, der kom da også såmaskine og en 2-furet plov efterhånden. Far lærte endog at cykle og fik en brugt cykel, men mor lærte det aldrig.
Også indendørs skete der små forandringer. De sandstrøede gulve blev ferniseret, små blondekapper kom for alle vinduer, men de gamle bondemøbler blev stående. En slagbænk, vi børn havde sovet i, et rødmalet fyrretræsbord med rå plade, røde stole, som far selv havde snoet simer til af rughalm og flettet sæderne. Vi store børn gav vore forældre et egetræsbord og stole til deres sølvbryllup. De kom til at stå i den inderste stue (Æ kjøn stov), opholdsstuen kaldte vi "Æ daans".
Min stærke, livsglade mor blev ikke gammel, kun 62 år. Hjemmet gik over på fremmede hænder, skiftede ejer flere gange. Nu er jorden udskiftet mellem de omliggende gårde og bygningerne sløjfet. Efter mors død fik min far ophold i mit hjem, han var da kun 65 år, og han blev hos os til sin død som 87-årig. Mine forældres navne står nu indhugget pÃ¥ en mindesten i Kongenshus Mindepark blandt alle de andre stræbsomme hedeopdyrkere. Tilbage af søskendeflokken er nu kun en af "de smÃ¥ piger" og jeg, som nu snart er 83 år, slutter Karoline Jensen.
|
1895 - 1990 (95 år)
